Allergi


Allergi kan opstå når dit immunforsvar opdager fremmede stoffer som kroppen ikke bryder sig om.

Det medfører, at en række reaktioner bliver udløst som kan virke irriterende eller forstyrrende.


Antihistaminer

Antihistaminerer medicin, som modvirker effekten af histamin på kroppens celler.

Histamin er det stof, der frigives i kroppen ved allergiske reaktioner og giver symptomer som kløe, rødme i huden, løbende næse mm.


Antihistaminer bruges som regel i forbindelse med høfeber, nældefeber og til dels ved astma, og ved fødevareallergi og transportsyge. I sjældne tilfælde mod kvalme, hoste og Menières sygdom. Ved svær allergi, kan det være nødvendigt at bruge både antihistamintabletter og lokalbehandling, eller eventuelt en kur med binyrebarkhormon.


Der findes flere forskellige typer antihistaminer med hver deres virkning:

Ikke-sløvende antihistaminer

De ikke-sløvende antihistaminer bruges mod allergi som fx høfeber og nældefeber samt insektstik.


Selvom de kaldes ikke-sløvende, kan du godt risikere at føle dig træt, hvis du tager en høj dosis. Det er individuelt, hvor stærk den sløvende effekt opleves.


Der er ingen videre forskel på virkningen, og de virker næsten lige hurtigt. Der kan derimod være forskel på, hvor lang tid de virker, hvilke bivirkninger du oplever, og hvilken anden medicin, du evt. tager dem sammen med.

Sløvende antihistaminer

Nogle sløvende antihistaminer virker mod transportsyge, dvs. køresyge, søsyge og luftsyge. Det er bedst at tage dem forebyggende, dvs. 1-2 timer før du har brug for virkningen. De sløvende antihistaminer er mærket som trafikfarlig medicin med en rød advarselstrekant på pakningen. Du skal derfor være forsigtig, hvis du fx skal køre bil. Den sløvende virkning og varigheden af den afhænger af lægemiddelstoffet og varierer fra person til person. Du kan vælge medicin efter, hvor længe du har brug for virkningen, og om du vil være vågen eller sove under transporten. Antihistaminernes sløvende virkning kan også bruges i andre situationer. Har du fx hudkløe, kan du tage sløvende antihistaminer inden sengetid, så du bedre kan falde i søvn. Hvis du bruger andre sløvende lægemidler, fx sovemedicin eller stærke smertestillende midler, kan du opleve en forstærket sløvende effekt af antihistaminer.


Lokalt virkende antihistaminer

Det kan være en fordel at bruge antihistaminer, der virker lokalt, hvis symptomerne viser sig i øjne, næse eller på huden. Lokalbehandling giver sjældent bivirkninger ud over evt. let svie. Hvis lokalbehandling med øjendråber og næsespray ikke er tilstrækkeligt, kan du bruge antihistamintabletter i stedet. Øjne Hvis du har allergi med kløe og svie i øjnene, kan du bruge øjendråber med antihistamin. De virker efter 10-15 minutter. Vær opmærksom på:

hvis du bruger kontaktlinser, kan der være særlige forholdsregler

nogle øjendråber skal omrystes lige før brug

holdbarheden af øjendråber varierer meget

læs vejledningen grundigt eller spørg på apoteket

Næse

Hvis du har allergi, hvor symptomerne er kløe i næsen og nyseture, kan du bruge næsespray med antihistamin. Næsespray virker hurtigt.

Vær opmærksom på:

nogle typer næsespray skal omrystes før brug

antihistamin virker generelt ikke mod stoppet næse. Overvej næsespray med binyrebarkhormon, hvis du har stoppet næse pga. allergi.

Hud

Ved kløende insektstik kan du smøre huden med Mepyramin. Antihistaminer kan fås i håndkøb eller på recept.

Antihistaminer til børn og gravide

Giv kun antihistaminer til børn, hvis der står en børnedosering på pakningen. Visse antihistaminer bør kun anvendes til børn under 15 år efter lægens anvisning. Antihistamin fås i flydende form til børn, der ikke kan sluge tabletter.

Hvis du er gravid, kan du tage de sløvende antihistaminer. De ikke-sløvende antihistaminer frarådes til gravide pga. manglende erfaring.


Hvorfor virker antihistaminer?

Histamin (det stof, der frigives ved allergiske og allergilignende reaktioner) findes bundet i kroppens celler, men ved forskellige påvirkninger kan det frigøres og udøve sin virkning ved binding til histaminreceptorer, dvs. “modtager”-molekyler på overfladen af celler.

Antihistaminer kan bindes til de samme receptorer og derved mindske eller direkte forhindre virkningen af histamin.

Åbningstider


Valby Apotek

Mandag-Fredag 09:00 – 17:30

Lørdag 09:30 – 14:00

Søndag 10:00-16:00

Stenløse Apotek

Mandag-Fredag 09:00 – 17:30

Lørdag 09:30 – 14:00

Søndag Lukket

Ryparken Apotek

Mandag-Fredag 09:30 – 17:30

Lørdag 09:30 – 14:00

Søndag Lukket

Ølstykke Apotek

Mandag-Fredag 09:30 – 17:30

Lørdag 09:00 – 13:30

Søndag Lukket

Godkendt af lægemiddelstyrelsen


Copyright 2021 – Valby & Stenløse Apotek. Alle rettigheder tilhører Valby & Stenløse Apotek. Udviklet af Eggers-Lura IT Solutions